Vi bruger Cookies!     

         
 X     
dme/Fodring





Guide til 'ad libitum grønt-fodring' (uden tørfoder)  


Filosofien bag 'ad libitum fodring' bygger på at marsvinene bedre end os ved hvad de har brug for rent ernæringsmæssigt. Deres behov ændrer sig løbende alt efter aktivitet, sygdom, belastning, stress og humør, og kun marsvinene selv kan mærke hvad der gør godt for dem. Et ensartet pelletfoder giver dem slet ikke denne mulighed for at regulere deres kost eller udleve deres dybtliggende behov for at selektere føden. 

Ad libitum ernæring er baseret på dyrenes selekteringsevne. Marsvinene sammensætter selv deres idealblanding af vitaminer, mineraler og andre næringsstoffer ud fra alt det som tilbydes dem. 
 
Når de har lært de forskellige fødeemner og deres virkning at kende, vil de udvælge deres ernæring nøje ud fra deres aktuelle behov, hvilket forudsætter at de døgnet rundt har et varieret udvalg af grønt til rådighed. 
 
Marsvin er stråspisere/planteædere og derfor bør græs og andre urter og planter fra naturen så vidt muligt udgøre hovedernæringen. Dette kan suppleres af et varieret mix af grøntsager og krydderurter. Om vinteren er det desværre ikke rigtigt muligt at fodre med græs og man må derfor finde en erstatningsløsning som kan udgøres af: 
 
- Hø 
- Grøntsager (bladgrønt, rigt på livsnødvendigt calcium, skal altid være godt repræsenteret) 
- Frugt 
- Friske og tørrede urter 
- Grene
Minimum to gange dagligt bør der fyldes op med frisk grønt. Der bør altid være flere forskellige slags grønt til overs fra forrige måltid, når man fylder op igen. Kun på den måde kan man sikre sig at marsvinene har haft muligheden for at selektere efter behov. 

 
 
Følgende bør dagligt indgå i fodringen: 
 
- En stor bunke græs, planter og vilde urter (hvis muligt) 
 
- En tallerken med mange forskellige grøntsager, frugt og friske urter (gerne 10-12 slags hvis der ikke gives græs og planter fra naturen). 
 
- En stor bunke hø eller en lettilgængelig høhæk hvorfra der kan selekteres godt. Høet bør skiftes ud når cirka halvdelen er spist, så marsvinet også har mulighed for at selektere i høet og ikke tvinges til at spise de problematiske planter/græsser, som kan være i høet. 
 
- En skål med tørrede urter, gerne mange forskellige slags (især om vinteren). Bør gives med forsigtighed hos marsvin med urinvejsproblemer. 
 
- Grene (med blade, knopper og blomster) 
 
- 3-4 solsikkekerner (uden skal) om ugen pr. marsvin (umættede fedtsyrer). 
 
- En skål/drikkeflaske med frisk vand. 
 
 
Omstilling fra tørfoder til ad libitum grønt-fodring: 
 
Over en måneds tid reducerer man dagligt mængden af tørfoder og giver hele tiden mere og mere grønt, indtil man helt fjerner tørfoderet. Langt de fleste marsvin vil klare omstillingen uden problemer. 
 
Nogle marsvin kan dog – hvis deres tarmflora er temmelig ødelagt i forvejen, oftest pga. for meget tørfoder/pellets, antibiotika eller mangel på modermælk i dieperioden – have blød afføring i længere tid efter en omstilling. 
 
Dette er ikke farligt for marsvinet ligesom diarre også meget sjældent er livstruende for et marsvin som ikke får tørfoder – men det kan tage tid at genoprette tarmfloraen, hvilket kun kan ske ved en sund og naturlig grønt-kost. Et marsvin med en sund tarmflora vil ikke få diarre uanset hvor meget grønt det spiser. 
 
Er marsvinet ikke vant til grønt, kan man i begyndelsen – når man har fjernet tørfoderet - fodre med rationeret grønt flere gange dagligt, dog minimum 100 gram varieret grønt pr. kilo kropsvægt (minimum 4-5 forskellige slags grønt dagligt). 
 
Ved ad libitum fodring vil et marsvin oftest spise mellem 200 og 300 gram grønt dagligt – og endnu mere hvis græs indgår i fodringen. 
 
 
Ulemper ved rationeret grønt-fodring: 
 
Marsvin kan i princippet klare sig med 100 gram varieret grønt (minimum 4-5 forskellige slags) pr. kilo legemsvægt dagligt uden at få mangelsygdomme. Der er dog en del ulemper forbundet ved denne fordringsmetode. 
 
Når der kun gives enkelte mindre portioner grønt i løbet af dagen, vil marsvinene være så ivrige efter maden at de oftest stresser over at skulle nå at spise mest muligt på kortest tid pga. konkurrencen om maden. 
 
Samtidig sker der en uregelmæssig belastning af tarmsystemet og marsvinet kan i sin iver efter grønt sluge meget luft så der opstår fejlgæringer i tarmene. 
 
Desuden slider marsvin især tænderne ved at tygge græs og grøntsager. Når der er meget grønt til rådighed (døgnet rundt) vil de automatisk spise langsommere og dermed tygge maden i længere tiden og derfor minimere risikoen for kindtandsproblemer. Samtidig indtager de også mere væske (jo mere grønt, jo mere væske) og risikoen for urinvejslidelser/blæresten/krystaller i urinen reduceres ligesom fordøjelsen stimuleres optimalt døgnet rundt. 
 
Får de kun rationeret grønt, vil de i stedet skulle ernære sig ved hø mellem fodringerne og hø begunstiger urinvejsproblemer – pga. sit høje calicum-indhold og mangel på væske. Hø er dog et nødvendigt supplement til fodringen (ikke mindst om vinteren som erstatning for græs) men marsvinet bør hele tiden af ernæringspsykologiske grunde have valget mellem hø og grønt. 
 
Hvis man holder sig til minimumsmængden på 100 gram grønt om dagen, er det også nødvendigt at sætte sig godt ind i hvad de forskellige fødeemner indeholder af vitaminer og mineraler. Dette slipper man for ved ad libitum fodring hvor marsvinet selv foretager regnestykket ud fra hvad det har til rådighed og man undgår at gøre fodringen til en videnskab. 

 
 
 
Fodring af marsvin - før og nu
 
Vores tam-marsvin har været igennem en lang domesticeringsproces, som begyndte i Sydamerika for mellem 3000 og 7000 år siden. Fra dengang til nu har marsvinene været brugt som kødkilde og som rituelle offerdyr af befolkningen i Sydamerika. Først for ca. 500 år siden blev marsvinet bragt til Europa af hollandske og spanske søfolk. 
 
I Sydamerika blev marsvinene holdt indendørs i inka-indianernes små mørke hytter, hvor de løb frit rundt på gulvet i større flokke. Tusindevis af generationer af marsvin er i Sydamerika blevet fodret med alt det, som menneskene ikke selv har kunnet bruge eller ville spise: køkkenaffald (rå og uforarbejdede grøntrester som gulerodstoppe, kartoffelskræller, amaranth- og quinoastængler inklusiv de proteinrige quinoa-blade, men sjældent amaranthblade, som af menneskene er blevet betragtet som spiselig bladgrøntsag; majsplanter (minus kolben, som har været forbeholdt menneskene), jordskokkeblade og andre for Sydamerika hjemmehørende planter, inklusiv kartoffelplanten og tomatgrønt, som indeholder giftstoffet solanin - og som hovedfoder: forskellige friske græsser (primært artsfattige, proteinrige og sukkerrige græsser og forædlede kulturgræsser som majsplanten). 
 
Fodringen i nutidens Sydamerika foregår de fleste steder på samme måde, dvs. marsvinene, som holdes inden for i hytterne i flokke på mellem 5 og 100 marsvin, lever af græsser og køkkenaffald/madrester. 
 
Den tyske biolog og eventyrer, forfatteren Carmen Rohrbach, har besøgt indianere i Ecuador. Hun boede et stykke tid hos en familie i Salasacas, og giver et godt eksempel på dette ekstensive marsvinehold: 
 
 
Citat:
"Marga har lavet mad, og vi spiser sammen i det største af husene. Huset består af et enkelt rum uden vinduer og gulvet består af stampet ler. Langs den ene side står svigerforældrenes brede seng. Madrassen er fyldt med tørret græs, og håndvævede tæpper tjener som dyne. Det pusler under sengen. Marga viser mig smilende en flok marsvin. Store og små. Grå, hvide, brune og brogede. "De bor her under sengen", fortæller Marga. "Som foder får de kløver, græs og kartoffelskræller. Af og til tager svigerfar et marsvin op om søndagen og kommer det i suppen." 
Rohrbach, C. (1989): Der weite Himmel über den Anden. Zu Fuß zu den Indios in Ecuador. Frederking & Thaler, München
Selvom fodringen af de domesticerede marsvin i Sydamerika langt fra kan måle sig med de artsrige steppegræsser, som de vilde marsvin æder, så er der dog en fællesnævner: 
 
Der er udelukkende tale om frisk, vandholdig kost – både hos de vilde marsvin og hos de domesticerede marsvin. 
 
Et kig ind i et typisk peruviansk hjem, hvor marsvinene går rundt sammen uden at være delt op i køn: 
 
 
 
Et par turister hjælper her en kvinde fra Peru med at høste græs til kvindens store flok marsvin: 

 
 
På det næste billede ses hvordan marsvinene stimler sammen under bordet når der spises og laves mad – for at finde alt spiseligt som falder ned til dem.

 
 
Marsvinene er samtidig gennem flere tusinde år blevet avlet temmelig modstandsdygtige over for indavl. En ekstrem lille population på ca. 30 marsvin har udgjort grundstammen i de små hjem, og disse marsvin har fået lov at formere sig uden at der er blevet krydset fremmed blod ind i årtier. Marsvin tåler i dag indavl utroligt godt og har trods indavl stadig et forbløffende stabilt immunforsvar – en usædvanlighed blandt pattedyr. 
Selvom marsvin har været holdt i fangenskab gennem flere tusinde år, er de stadig meget sky dyr. Hvis marsvinene under domesticeringen blev for tamme, var de også nemmere at tage op … og de tamme marsvin endte derfor i gryden. De marsvin som rettidigt bragte sig i sikkerhed, overlevede både gryde og videresalg, og de kunne sagtens blive meget gamle, mens de tammeste marsvin sjældent nåede at blive ret gamle. 
 
I 1500-tallet blev marsvinene for første gang bragt til Europa af søfolk – med henblik på at blive spist! Mens adskillige matroser under de flere måneder lange søtransporter døde af skørbug (sygdom som skyldes mangel på C-vitamin), var der marsvin, som overlevede den stressende tur trods mangel på frisk planteføde. Vi ved ikke præcis, hvad marsvinene har fået at spise på skibene, udover at det næsten med sikkerhed har været rester fra skibskøkkenet såsom kartoffelskræller, æbleskrog o.lign. Alt hvad der kunne bruges til sømændenes egen overlevelse, fik marsvinene naturligvis ikke. 
 
I Europa fortsatte marsvinene med at leve af køkkenaffald og planter. Ligesom i Sydamerika havde marsvinene heller ikke i Europa pladsmangel – de løb fortsat frit omkring i hjemmene. Først i det 20. århundrede, hvor det hele skulle være hygiejnisk og praktisk, blev det almindeligt at holde i marsvin i bure. 
 
I det store zoologiske værk Tierleben fra 1877 af den tyske dyreforsker Alfred Brehm kan man blandt andet læse følgende om marsvinet: 
 
"Marsvinet æder de mest forskelligartede plantestoffer, fra rødder til blade, kerner som friske, saftige planter, og kræver kun lidt afveksling i kosten. Når det har saftigt foder, kan det helt undvære at drikke, selv om det meget gerne indtager især mælk […] marsvin tolererer endda mishandling med sindsro. Derfor er de et meget behageligt legetøj til børn …" 
Brehm skriver endvidere at marsvin kan blive 6-8 år gamle hvis man behandler dem godt. 
 
I Europa blev marsvinene især solgt som legetøj til børn. Man forsøgte også at bruge marsvinene som kødkilde – ligesom i Sydamerika -, men det slog fejl, for europæerne ville hellere kæle med dem. Det er altså en kulturel tilfældighed, som gør at marsvin ikke hos os lander på tallerkenen sådan som det stadig er tilfældet i Sydamerika. I Peru var der i 1981 en samlet bestand på 67 millioner marsvin og der blev produceret 17.000 ton flæsk. 
 
I 1900-tallet blev marsvin et populært forsøgsdyr inden for videnskaben og er det fortsat ligesom det stadig er et meget populært kæledyr. 
 
En illustration fra Alfred Brehms værk som viser hvordan marsvinene så ud i 1877:

 
 
 
 
 
Hø har aldrig været en del af marsvins kost i Sydamerika og er først blevet en del af fodringen i 1800-tallets Europa. I første omgang slet ikke som foder, men som strøelse – dvs. til at ligge på. 
 
I stedet for hø fodrede man i datidens Europa med friske køkkenrester – nøjagtig som inka-indianerne gjorde i Andes. 
 
Det hø, som man fodrede med for 50-100 år siden var i øvrigt betydeligt mere nærende end nutidens hø, idet det blev slået med le (dvs. de næringsstofrige bladdele gik i langt mindre grad tabt end når det slås maskinelt) og det blev tørret på høryttere. Engene havde desuden en større artsrigdom end i dag. En god eng havde dengang 100 – 150 forskellige plantearter, ja op til 300 forskellige plantearter kunne der undertiden være. Det turbo-hø man køber i butikkerne i dag består som regel af højest 10 forskellige arter, hvor langt størstedelen udgøres af de søde og derfor for marsvin velsmagende rajgræssorter, som dog kan være problematiske for dyr (blandt andet pga. endofytter). 
 
Først i 1900-tallet begyndte man i stigende grad at fodre med hø, og i 1960'erne kom det første industrielle marsvinefoder på markedet, baseret på korn og pellets. 
 
Andelen af frisk kost blev derefter gradvis mindre og mindre indtil det absolutte lavpunkt i 1980'erne, hvor der hovedsageligt stod pellets på menuen. Det nemme og billige kommercielle tørfoder fortrængte den naturlige kost og samtidig blev mangelsygdomme, tarmproblemer, urinvejsproblemer og tandproblemer hyppigere og hyppigere. Fodringen med hø vandt derfor også frem – som et forsøg på at forebygge de tand- og tarmsygdomme, som pellets forårsagede, og som kompensation for manglen på intakte fibre i pellets. 
 
Fra udelukkende at blive fodret med frisk kost i flere tusinde år (og millioner år, hvis man medregner vildmarsvinene), blev marsvin i anden halvdel af 1900-tallet pludselig tørkost-spisere. 
 
Hø, som i dag fejlagtigt ofte udråbes som den vigtigste del af marsvinets fodring, har altså kun været en del af marsvinets kost i ca. 300 generationer, og er i virkeligheden et temmeligt unaturligt foder til marsvin. 
 
Frisk grønt og frisk græs har derimod udgjort kosten for de domesticerede marsvin i op til 10.000 generationer. 
 
I Puna - det fugtige græsland i Andesbjergene hvor tschudi marsvinene – de vildtlevende marsvin, som er nærmest beslægtede til vores domesticerede marsvin, holder til – tørrer græsset aldrig fuldstændigt ud. Dér findes altid græsser med et vandindhold på mindst 55 %, og græsserne har små blade på stænglerne – modsat det tørrede græs i en høballe. Selv bark på grene har et vandindhold på mindst 50 % 
 
Marsvinets fordøjelsessystem har gennem tusinder af år tilpasset sig en kost, der har et vandindhold på omkring 80 – 85 %. Den mest artsrigtige kost til et marsvin er derfor FRISK grønt/græs. 
De naturlige plantedele har et råfiberindhold på 2 – 6 % og et vandindhold på 80 – 90 %. I denne sammenhæng er hø, som har et vandindhold på under 15 % og et råfiberindhold på 18 – 35 %, et kunstigt produkt, som tilmed har ca. 50 % færre næringsstoffer end friske planter. Mineralindholdet i hø er desuden meget højt, og kan føre til blære- og nyreproblemer. 
 
Vandet, som mangler i hø og tørfoder, sikrer samspillet af næringsstoffer og sørger for at næringsstofferne lander nøjagtigt hvor de skal, og først sammen med vand bliver de vigtige sekundære plantestoffer fuldt funktionsdygtige. 
 
 
TAMMARSVINETS NÆRINGSSPEKTRUM 
 
Det er indlysende at den måde inkaerne i Sydamerika fodrede marsvin på ikke var særlig ideel i forhold til den kost, som de vilde marsvin er vant til. Og langt fra alle marsvin overlevede denne kost, men de som gjorde havde den genetiske "pondus" til at klare plantegifte som f.eks. solanin. 
 
Vores marsvin stammer fra alle disse "overlevere" og kan derfor også langt bedre tåle solanin end de vilde marsvin kan – for de vilde marsvin kender næppe til solanin. 
 
Marsvinets fordøjelseskanal har ændret sig i løbet af alle disse år. Vores marsvin har en større mave, en længere tyndtarm og en større blind- og tyktarm end de vilde marsvin. 
 
Tam-marsvinene har tilpasset sig den fodringsmetode og kost, som de har været vant til gennem flere tusinde år, og deres næringsspektrum tæller derfor også flere næringskomponenter end vildmarsvinenes. 
 
Derfor giver det heller ikke mening at drage fuldstændige paralleller mellem tam- og vildmarsvin rent fodringsmæssigt. Sætter man sig ind i bladgrønts kulturhistorie vil man dog også se, at mange af vores grøntsager er beslægtede med vilde planter. Ved at spise grøntsager får marsvin mange af de samme naturlige stoffer, som findes i naturgrønt, men som i pellets er erstattet af kunstige stoffer, der på både kortvarig og langvarig sigt kan have alvorlige bivirkninger. 
 
 
KORN OG PELLETS 
 
Majsplanten hører som tidligere nævnt til den traditionelle fodring i Sydamerika, men selve majs-kornene har været alt for værdifulde at give til marsvinene (de fik i stedet planteresterne fra majs). Marsvinene har med andre ord ikke haft lejlighed til at vænne sig til den stivelse som er i majs eller andet korn, og korn er den dag i dag skadeligt for marsvin og kan give fordøjelsesproblemer. 
 
Det kan ikke udelukkes at marsvinene i Sydamerika undertiden har fået korn fra amaranth og quinoa, som var inka-indiarnens korn. Disse korn var særdeles værdifulde for inkaerne og derfor sjældent noget man gav til marsvinene, men det kan være sket i ny og næ, men formentlig i meget små mængder. Amaranth og quinoa er såkaldte pseudo-korn, som ikke indeholder gluten og som har et lavt indhold af fytin. De er derfor sundere for marsvin end vores hjemlige kornsorter som hvede, byg, rug og havre (bortset fra specialdyrket ren havre, som ikke indeholder gluten, men dog stadig fytin). Amaranth og quinoa indeholder meget jern og letfordøjelige proteiner. Det høje indhold af stivelse har de dog tilfælles med vores hjemlige kornsorter, og stivelsen kan volde problemer i større mængder. 
 
Korn og pellets har aldrig hørt til marsvinenes næringsspektrum i disse flere tusinde år. Pellets er først kommet på banen for ca. 50 år siden. Et alt for kort tidsrum til at marsvinenes mave-tarm-system har kunnet vænne sig til et så fremmed foder, som på ingen måde kan sammenlignes med grønt og som heller ikke modsvarer marsvinenes naturlige behov. Pellets mangler fx både vand og struktur (fibrene i pellets er knuste, hvor de i grønt er intakte) og de vigtige sekundære plantestoffer, som findes i bladgrønt, mangler også i pellets. 
 
Til gengæld er korn og majs billige råvarer, som foderproducenterne ofte benytter i deres produkter. Især det meget billige hvede, som på grund af det meget høje glutenindhold samt fytinsyre er skadeligt for marsvin, er ofte en ingrediens i pellets. 
 
Tørfoder kan med andre ord give mave-tarm-forstyrrelser, som grøntfodring alene ikke gør. Pellets suger vand/mavesyre og svulmer langsomt op til det 5-dobbelte i maven på marsvinene og belaster den tynde mavevæg voldsomt. Marsvinet kan få ondt i maven og føler sig mæt. Der kommer unaturligt lange pauser i foderindtaget og det påvirker tarmsystemet negativt, som helst hele tiden skal være i gang. Frisk grønt svulmer ikke op i maven på marsvin – der bliver spist mere når marsvinet kun få grønt, tænderne slides konstant og marsvinet får ikke ondt i maven. 
 
Her er det svejtsiske marsvin som fodres på traditionel vis med køkkenrester – i dette tilfælde kartoffelskræller og broccoli-stilk. Rå kartoffelskræller er sunde og fiberrige og kun giftige hvis de indeholder grønne steder eller "øjne"/spirer. 
 
http://www.youtube.com/watch?feature=player_embedded&v=3Dky4augwj0
 
Den kendsgerning at marsvin er byttedyr (de vilde marsvin er tusmørkedyr, som ikke ligger og soler sig dagtimerne) og det faktum, at tam-marsvinene har levet i flere tusinde år i mørke UVB-frie hytter, peger i klar retning af at marsvin ikke har brug for sollys til at aktivere D-vitaminet. Det forholder sig modsat med f.eks. kaniner, som nemmere bliver syge og som virker mindre muntre og agile når de ikke har adgang til ufiltreret sollys (eller UVB-lamper), som helt klart har en sundhedsbefordrende effekt for kaniner. 
Solen er uden tvivl også rigtig sund for marsvin, men de kan også kan klare sig uden. Marsvin har med andre ord overlevet i flere tusinde år uden D3-vitamin supplement, hverken i form af vitaminberigede pellets eller sollys. 
 
En helt ny videnskabelig afhandling fra 2012, er inde på det samme: 
 
Citat:
"In diesem Zusammenhang [dass die Ca-Absorption im Darm bei ausreichendem Ca-Angebot in der Nahrung nicht auf Vitamin D angewiesen ist] diskutierte KAMPHUES (1999), in Bezug auf eine persönliche Mitteilung von J. HARMEYER, ob die unter natürlichen Bedingungen tagsüber in unterirdischen Höhlen lebende und im Wesentlichen nur nachts aktive Spezies überhaupt einen "üblichen Vitamin D-Bedarf" hätte, da die notwendige UV-Strahlung zur Umwandlung des mit der pflanzlichen Nahrung aufgenommenen Vitamin D2 (Ergocalciferol) unter diesen Bedingungen ohnehin fehle." 
 
Hansen, S (2012): Untersuchungen zum Ca-Stoffwechsel sowie zur Zahnlängenentwicklung und -zusammensetzung von Chinchillas bei Variation der Ca-Zufuhr und des Angebots von Nagematerial. Tierärztliche Hochschule Hannover.
Dvs. gnavere som især er nataktive og/eller fortrinsvis lever i huler, har næppe et normalt D-vitamin behov, da den nødvendige UV-stråling, som skal omdanne D2-vitamin (som optages gennem plantekost) til D3-vitamin, mangler. 
 
Pellets indeholder ofte meget store mængder D3-vitamin (cholecalciferol), som ikke findes i marsvins naturlige fødeemner – der findes derimod forstadierne til D-vitamin (D1 og D2-vitamin) som marsvinet selv danner D-vitamin af. Hvis tørfoderet har et højt indhold af D3-vitamin (Cholecalciferol), kan calcium-overskud + D-vitamin belaste systemet (give calciumaflejringer i nyretubuli) og være med til at forkalke vævet (kalcinoser, dvs. kalken flyttes fra knoglerne til væv og organer, hvilket øger risikoen for knogleskørhed, knækkede tænder, kalkmangel og stendannelser, organforkalkning og nyreskader). 
 
Et højt indhold af D3-vitamin kan også føre til forbeninger i bækkenpartiet, specielt ledene, som skal kunne strækkes for at marsvinet kan få en ukomplicieret fødsel. Et marsvin som hele livet kun har levet af naturlige / uforarbejdede fødeemner bør uden problemer kunne klare at få sit første kuld i 4 års alderen. Er marsvinet derimod vokset op på stærkt mineral- og vitaminberigede pellets og på meget lidt plads uden muligheder for motion, kan en førstegangs-fødsel allerede fra 6 måneders alderen medføre alvorlige problemer, dog ses vanskelighederne hyppigst efter 1,5 – 2 års alderen. 
 
 
OPSUMMERING 
 
Marsvinets kost kan inddeles i tre typer: 
 
*Den naturlige marsvinekost bestående af græsser, urter, blomster, blade, kviste, bark o.lign., som vildmarsvinene har levet af i 40 millioner år. 
 
*Den traditionelle marsvinefodring, som rækker 3000 – 7000 år tilbage i tiden, hvor marsvinet har levet af græsser og køkkenaffald (grøntsagsmadrester). 
 
*Den kommercielle marsvinefodring som rækker ca. 50 år tilbage, hvor fordringen fortrinsvis består af pellets. 
 
Man behøver næppe at være ernæringsekspert for at indse, at marsvins ideele kost IKKE er en stærk forarbejdet ensidig kost såsom pellets, men derimod frisk plantekost og friske grøntsager, altså uforarbejdede fødemidler, som generationer af marsvin og ikke mindst deres mave-tarm-system har vænnet sig til. 
 
Pellets er fint formalede foderbestanddele, som presses under højt tryk gennem en dysse og holdes sammen af melasse (sukker-sirup). Jo finere et fodermiddel er malet, jo længere tid bruger det på at blive skubbet gennem marsvinets tyndtarm. På grund af den langsomme transport, bliver alle næringsstoffer fra foderet optaget af marsvinet, uanset om det vil eller ej – og uanset om det har brug for dem eller ej. 
Alle naturlige mekanismer, som bruges til at filtrere næringsstofferne, sættes ud af kraft, og stofskiftevejen overbelastes. 
I kraft af det manglende vand i pellets, overbelastes kontrolmekanismerne i mave og tarm voldsomt af pelletsmolekylernes skarpe kanter, som tilmed kan irritere tyndtarmsvæggen og føre til betændelser og svigt under transporten. 
 
Alt i alt er der udover mavelidelser, stor sandsynlighed for at nogle næringsstoffer underdoseres og andre komponenter i pelles overdoseres. 
Foderproducenter hævder tit at netop deres foder er tilpasset specielt til marsvinet, men det eneste pellets ikke gør er at sørge for en individuel tilpasning til det enkelte marsvins behov. 
 
I en uforarbejdet, naturlig kost må marsvinet selv aktivt trække næringsstofferne ud af en grovstruktureret næringsmasse med cellulosemolekyler. I kraft af sin grove struktur skubbes denne masse hurtigt gennem tarmen. De næringsstoffer, som marsvinet ikke når at anvende pga. den hurtige transport, kan det senere få ved at spise sin afføring. Denne kost er marsvin tilpasset og den indeholder alt, hvad marsvin har brug for – modsat pellets, hvis indholdsstoffer kan overdoseres (fedtopløselige vitaminer, mineraler etc) ligesom menadion (lige så farlig for marsvin som nikotin er for mennesker) og kobber kan forstyrre optagelsen af vigtige næringsstoffer. En overdosering er ikke mulig med en naturlig kost. 
 
Det er en udbredt påstand at et pelleteret foder er sundere for marsvin end müslifoder, da marsvin kan sortere i blandingsfoderet. Mange har den opfattelse af marsvinene fravælger de sunde bestanddele (som i folks øjne ofte er pellets), men i virkeligheden giver müslifoderet marsvinene mulighed for at frasortere de mest giftige bestanddele, som netop ér pellets! Pellets er ofte årsag til maveonder hos marsvin, da de svulmer meget op i maven på marsvinene – og kan marsvin slippe for pellets, gør de naturligvis det. 
 
Desværre er mange pellets ofte tilsat afhængighedsskabende smagsstoffer, som manipulerer marsvinenes selektionsevne. Marsvins selektionsevne fungerer kun optimalt med uforarbejdet kost. Er kosten forarbejdet, sættes selektionsevnen delvist eller helt ud af kraft. 
 
Hverken pellets, korn eller hø (tørret græs) hører til marsvins naturlige eller traditionelle næringsspektrum. 
 
Da vi i Nordeuropa dog ikke har mulighed for frisk græs året rundt, må vi supplere med godt og artsrigt kvalitetshø, som dog langt fra indeholder alle de næringsstoffer, marsvin har brug for til at holde sig sunde. Vitaminer og sekundære plantestoffer får marsvin om vinteren fra grøntsager og urter, og om sommeren fra græsser og ukrudt. 
 
Pellets er et forholdsvis nyt fodermæssigt eksperiment. De seneste 20 år er forskere og dyrlæger blevet meget opmærksomme på de sygdomme og lidelser, som pellets afføder. Ingen marsvin har brug for pellets. Marsvin har født unger, har holdt sig sunde og er blevet gamle i flere tusinde år på grøntkost. Grøntkost er ikke et eksperiment, men en solidt gennemprøvet fodringsmetode, og vejen til lykkelige, livlige og sunde marsvin. 
 
 
Referencer: 
 
 
http://books.google.dk/books?id=kcGfoqQzS7UC&pg=PA207&lpg=PA207&#v=onepage&q&f=false 
 
 
 
 
 
 
 
 
http://sabrina.moser.lu/Domestikation_vom_Wild-zum_Hausmeerschweinchen.pdf 
http://www.saluxuryexpeditions.com/blog/community-tourism-in-coporaque/ 
 
 
 
 

 
 
 
 
 
 


Opdateret 16/06/2014